Nu hvor det er koldt, tager de fleste stilling til, om de skal give deres heste dækkener på til beskyttelse mod blæst, regn, kulde og sne. Men ny forskning viser, at hestene selv kan give svaret, om de ønsker at få tøj på eller ej.

Mange af os tænker, at der er meget, der taler for et dækken, f.eks. er det lettere at holde vores heste rene, tørre og varme. Men der er også ting, som taler imod. Det kan være det faktum, at en hest er en hest, og derfor af naturen er udstyret med pels, hvilket så bevirker, at det ikke burde være nødvendigt med et dækken. (I værste tilfælde kan heste sidde fast i dækkenet, eller dækkenet kan blive bidt i stykker).

Det store spørgsmål er så: Hvad vil vores heste vælge, hvis de får muligheden?

Ny forskning understøtter træningsmetoden WhenHorsesChoose

Jeg ved gennem mit arbejde med tusindvis af heste, at de kan vælge til og fra og sige ja eller nej til specifikke træningselementer. WHC-metoden er netop baseret på hestens egen mulighed for frit at sige til og fra. Hesten har her frihed til at vælge, om den vil samarbejde. Når den vælger til, forsvinder modstanden og lederskabet opnås.

Ny forskning understøtter min erfaring med hestes evne til at vælge til og fra. Cecilie M. Mejdell, Ph.D., hos det Norske Veterinær Institut, har udviklet et kommunikationssystem for heste, der tillader, at dyret udtrykker dets ønske om, hvorvidt det vil eller ikke vil have et dækken på.

Hestene er enige

De heste, som deltog i undersøgelsen, valgte ud fra to printede symboler/ billeder. Det ene betød ja til dækken – det andet nej til dækken.
Hvor utroligt det end lyder, var hestene, der deltog i undersøgelsen, ret enige om, hvornår de ønskede dækkener på, og hvornår de ikke gjorde. Især i regnvejr ønskede de et dækken.

At heste kan vælge til og fra er ikke nyt for mig, men at de kan vælge ud fra et billede eller symbolik er nyt, og giver grundlag for nytænkning og revolutionerende nye muligheder for kommunikation heste og mennesker imellem.

Læs hele den spændende artikel her:
http://www.thehorse.com/articles/34718/study-horses-can-communicate-blanketing-preferences