Så er det vinter, regnen pisker ned, blæsten raser, og mudderet er igen ved at indfinde sig på mine folde, desværre. Det betyder, at hestene risikerer at få mug på deres ben. Det kan være et stort problem, specielt her hos mig, hvor mange af hestene går i løsdrift og derfor ikke altid kommer ind og tørrer helt.

Jeg husker tydeligt sidste års mudder og de 8 heste, der havde mug på samme tid. Puha, de 3-4 timers daglig arbejde med at klippe og barbere, iblødsætning, grundige vaske, skure og skrubbe muggen af, grundig tørring og til sidst smøre med alverdens salver. Ja, det kunne hurtigt mærkes i ryggen. Heldigvis har jeg fundet en lettere løsning.

Jeg fik en hest i træning, der havde nogle små sår på kroppen. Dyrlægen ordinerede en penicillinsalve, der hedder ‘socatil’, som jeg skulle smøre sårene med i et tyndt lag. Salven er oprindelig udviklet til pattegrise med diaré og gives oralt, men dyrlægen havde erfaring med, at salven havde en god effekt på sår også.

Salven virkede, og da den samme hest pludselig fik mug, forsøgte jeg med samme salve, og dagen efter var muggen væk. Siden da har jeg brugt ‘socatil’ til behandling af mug og med gode resultater. Slut med at vaske, skure og skrubbe.

Nu børster og rengører jeg blot benet, skraber de værste skorper af og smører benet med salven. I løbet af få dage er muggen kraftigt reduceret eller helt forsvundet. Salven virker ved, at der lægges en tør vandtæt hinde på det angrebne ben, så selvom hesten er ude i vådt mudder, så udtørrer salven alligevel muggen:)

Så hvis du syntes, at det er lige så irriterende som mig at behandle mug, så er det måske værd at prøve salven.

Tagged with →