Se den nye film med Mia og de fire Frederiksborgheste:

For et par måneder siden fik jeg fire smukke Frederiksborgheste ind til et træningsforløb. Alle fire, helt rå og uerfarne, kommer fra samme avler. Jeg træner dem dagligt, og de er godt i gang med tilridningsprocessen. De skal gøres klar til salg.

De sover tæt sammen
De fire skønne dyr, hvoraf de tre er hopper og den ene vallak, er fra 3 til 5 år og er alle vokset op sammen i samme store flok. De har levet godt på store græsenge om sommeren og har gået i løsdrift om vinteren. De er meget tæt knyttede til hinanden, går tæt sammen og sover tæt sammen. I starten var det en stor udfordring bare det at skille en af dem fra flokken for at arbejde med den individuelt.

De kan formes som modellervoks
Den her opgave er specielt dejlig for mig, for som adfærdsterapeut arbejder jeg meget med heste med uhensigtsmæssig eller atypisk adfærd som ofte bunder i uhensigtsmæssige oplevelser og mønstre eller uopdagede skader. Derfor er det så rart at møde kontrasten. Nemlig heste helt uden tidligere håndtering, dårlige erfaringer, og uden skader eller smerter forårsaget af dårligt tilpasset udstyr eller forkert ridning. De her heste er helt rene og kan formes som modellervoks.

De skal lære alt
De skal lære alt fra bunden lige fra alle elementerne i den daglige håndtering som at gå, stå, blive striglet/ ordnet, vasket, få tillid og lederskabet på plads. Tilridningen indeholder opbygningen af muskler, accept af rytter og udstyr, at lære ridesignalerne, grunddressuren, tilvænning til terræn, ridning osv.

De bliver gode allround heste
Målet med det hele er, at de skal kunne begå sig som gode allround heste med et solidt træningsfundament både i ridesporten såvel som i horsemanship. Selvom det lyder af meget, så virker denne opgave lettere end de fleste, fordi der ingen ubalanceret adfærd er at afvænne.

De samarbejder
Alle hestene er blevet trænet med When Horses Choose metoden fra begyndelsen, hvilket giver dem det fundament, der er så vigtigt for mig – nemlig at hestene har valgt mennesket/mig som deres leder og har valgt at samarbejde i alle elementer i træningen. Valget gør, at deres modstand er forsvundet, at de er topmotiverede – og vigtigst af alt, at de er sikre i håndteringen og ridningen.

De er som vilde heste
Selve træningsprocessen med de fire røde naturheste minder mig om min tid med de vilde heste i USA, fordi de udstråler den samme ro. De hviler i sig selv og har den samme helt naturlige hesteadfærd, som kendetegner de vilde heste.

Lad dine heste vokse op i en flok!
Det får mig til at tænke på, hvor vigtig hestenes opvækst og rammer er. Jo mere vi imødekommer deres naturlige levevilkår – altså giver dem masser af foldplads, lader dem vokse op i store flokke, lader dem opdrage og finde tryghed hos hinanden – jo mere opnår vi heste med langt mere selvstændige, afbalancerede, rationelle og naturlige adfærdsmønstre.